Chaïm Soutine – Le Grand Arbre à Vence (Det store træ i Vence) (1929)

Louisiana Plakat med værket, Le Grand Arbre a Vence, (Det store træ i Vence), 1929, af maleren, Chaïm Soutine (1893-1943), udgivet i forbindelse med Louisianas udstilling i 2024. Chaïm Soutine blev født i det, der der i dag er Belarus, og regnes blandt den såkaldte Pariserskoles førende ekspressionister, og det er oplagt, at han med udstillingen i Humlebæk – den første i Nordeuropa nogensinde – får et nyt og større publikum. På trods af at være regnet for en central kunster i den klassiske modernisme, så har Soutine ikke tidligere opnået vidtrækkende opmærksomhed på vores breddegrader.

Som maler gik Soutine sine egne veje. Hvor mange af hans samtidige var optaget af avantgardens kubisme, dadaisme og fauvisme, var Soutine relativt uimponeret af disse forgreninger af modernismen. Han dyrkede i stedet sit eget karakteristiske, meget intense maleri og et ekspressivt udtryk, der gør hans malerier helt enestående.

Soutine malede figurbilleder, stilleben og landskaber og er kendt for sine forvrængede motiver, flammende farver og en urolig, kraftig linjeføring. Hans malerier er farveeksplosioner, smukke og voldsomme på samme tid og med et intenst dirrende, foruroligende og forrevent billedsprog.

Det kunstnerisk nyskabende potentiale i Soutines værk har haft indflydelse langt ind i det 20. århundrede og været en væsentlig inspirationskilde for kunstnere som blandt andre Francis Bacon, Willem de Kooning og Georg Baselitz, der alle er repræsenteret i Louisianas samling. Hans navn bliver ofte nævnt, når samtidskunstnere bliver bedt om at pege på deres kunstneriske forbillede.

Chaïm Soutine voksede op i yderste fattigdom i en jødisk ortodoks familie og vidste i en tidlig alder, at han vil være kunstner og fik, trods forældrenes store betænkeligheder, lov til at modtage tegneundervisning i Minsk.

Her malede han som helt ung et portræt af en mand, hvilket stred imod den ortodokse kanon, og Soutine blev overfaldet og mishandlet af mandens sønner. Det lykkedes forældrene at få udbetalt en erstatning for overfaldet, og med dette beløb kunne Soutine drage til Vilnius og lade sig indskrive sig på byens kunstskole.

I 1913 drog han til Paris, dengang den europæiske avantgardes hovedstad og et samlingspunkt for mange frivilligt og ufrivilligt eksilerede kunstnere – især fra Østeuropa. Selvom metropolen var hans andet hjem, forblev han livet igennem en outsider.

De første mange år i Paris var præget af sult og fattigdom. Først i 1922-1923 opnåede Soutine en pludselig og helt uventet form for anerkendelse, da den amerikanske samler Albert C. Barnes erhvervede ikke mindre end 52 af hans værker. Det medførte en bedring i Soutines økonomiske forhold, men det ændrede ikke meget ved hans rastløse og sky natur – han skiftede konstant logi, knyttede kun få nære relationer, talte dårligt fransk og blev beskrevet som sær.

I det hele taget ved vi ganske lidt om ham som menneske. Han efterlod sig ganske få tegninger og skitser og ingen noter, førte ikke dagbog og skrev kun enkelte kort og breve. Som statsløs og jøde blev hans tilværelse ekstremt usikker, da tyskerne i 1940 indtog og besatte Paris. Soutine levede mere eller mindre i skjul og på flugt i sine sidste år. Da han endelig vovede sig tilbage til Paris i 1943 for at blive opereret for et blødende mavesår, var det for sent.